Børgefjell nationalpark ligger i Norrland midt i Norge, ca. 3 timers kørsel nord for Trondheim. Parken blev oprettet i 1963, som kun den anden nationalpark i Norge. Dengang blev det besluttet at Børgefjell skulle bestå som et urørt og vildt stykke natur og dette er blevet overholdt gennem årene. Beskyttelsen og bevarelsen af Børgefjells vilde natur gør at man her kan møde en lang række arter der ellers er svære at finde i resten af Skandinavien. Det er et af de vigtigste områder for den ellers truede fjeldræv og det er desuden muligt, hvis man er heldig at se jærv, los, sneugle og kongeørn. Desuden vil man højst sandsynligt se ren da området i vid udstrækning stadig bruges til tamrensdrift.
Børgefjell National Park strækker sig fra 270 til 1699 meter over havets overflade. Børgefjell byder på søer, floder, moser, bjerge og toppe. Mod vest finder man høje tinder. Klipperne her består af mørk granit, Børgefjell Granit, som giver landskabet et øde og råt udseende. Her findes nationalparkens højeste bjerg, Kvigtind, på 1699 moh. Let skrånende linjer, lavere højder og brede dale med frodige bjergskråninger karakteriserer det indbydende og letfremkommelige terræn i andre dele af nationalparken. Her danner fjeldet grundlag for rig flora og fauna. Netop denne kontrast er det der gør Børgefjell til et helt unikt sted!
Som turdestination er Børgefjell oplagt for dem der søger ægte vildmark, men med let adgang. Det er meget nemt at komme til Majavatn med offentligt transport og dette udgør et godt udgangspunkt for en rundtur i i parken. Den billigste måde at komme til Majavatn på er med bus fra København til Oslo, tog til Trondheim og tog videre herfra til Majavatn. Det koster ca 900 kr retur hvis man er ude i god tid, men tager omkring 24 timer. Langt hurtigere er det at flyve direkte fra København til Trondheim og tage et tog derfra til Majavatn. Det koster mere, men kan reducere rejsetiden til ca. 6 timer hvis fly og tog passer sammen. (Men har man som os ca 40-50 kg bagage + en pulk med, bliver det desværre hurtigt en dyr fornøjelse at flyve...)
Vi tog til Børgefjell for at afprøve os selv. Som generalprøve på den store tur til Svalbard. To uger i i uberørt og øde norsk fjeld skulle være testen på om vi kunne være afsted ”unsupported” i længere tid.
Vi havde lagt en ambitiøs rute og var stålsatte på at gå 20 km i snit per dag, da dette er hvad vi regner med at skulle gå per dag på vores ekspedition over Spitsbergen. Vi havde dog planlagt ruten således at vi kunne korte den af, hvis uheldet skulle være ude og det endte vi med at være yderste tilfredse med at have gjort.
Vi ankom til Majavatn midt på den første dag og brugte en times tid på at fylde vand, klæde om, klargøre pulke, vokse ski osv. Turen gik derfra på gå-ben ind i terrænet ad ryddede veje de første km indtil de sluttede og det begyndte at gå opad. Nøl og diverse små opstartsproblemer betød at vi den første nat lagde os lige uden for nationalparken med udsigt over Tomasvatnet. Vi nåede altså ikke den planlagte distance for førstedagen, men rationaliserede at det var bedre at tage den tid det krævede for at komme godt fra start. Det gav os lejlighed til at finde os til rette i lejrrutiner, omorganisere oppakninger og i det hele taget omstille sig mentalt til tur uden at skulle stresse over det.
Bevoksning de sidste 300 højdemeter op til fjeld plateauet viste sig at byde på mange kvaler og tog en frustrerende og uventet halv dag. Pulke giver friheder i størrelse og vægt af oppakning, men betyder også at man i sig selv er et mindre vogntog, hvilket kan gøre det besværligt at navigere en direkte rute gennem tæt bevoksning. Efter frokost var vi kommet op over trægrænsen og kunne endelig begynde at gøre fremskridt, hvilket tydeligt afspejledes i humøret. Det var dog en kortvarig fornøjelse, da en nedkørsel på en forblæst og skarvet skråning resulterede i et styrt med et forvredet knæ hos Troels til følge. Dette skulle vise sig at være skelsættende for resten af turen.
De næste tre dage måtte vi se os nødsaget til at ligge fast i forhåbningen om at det skadede knæ blev bedre. Det var tre hårde dage. Vi lå ikke videre gunstigt og det blæste og sneede voldsomt alle 3 dage. Videoen herunder giver forhåbentlig en ide om vejrforholdene.
Børgefjell National Park strækker sig fra 270 til 1699 meter over havets overflade. Børgefjell byder på søer, floder, moser, bjerge og toppe. Mod vest finder man høje tinder. Klipperne her består af mørk granit, Børgefjell Granit, som giver landskabet et øde og råt udseende. Her findes nationalparkens højeste bjerg, Kvigtind, på 1699 moh. Let skrånende linjer, lavere højder og brede dale med frodige bjergskråninger karakteriserer det indbydende og letfremkommelige terræn i andre dele af nationalparken. Her danner fjeldet grundlag for rig flora og fauna. Netop denne kontrast er det der gør Børgefjell til et helt unikt sted!
Som turdestination er Børgefjell oplagt for dem der søger ægte vildmark, men med let adgang. Det er meget nemt at komme til Majavatn med offentligt transport og dette udgør et godt udgangspunkt for en rundtur i i parken. Den billigste måde at komme til Majavatn på er med bus fra København til Oslo, tog til Trondheim og tog videre herfra til Majavatn. Det koster ca 900 kr retur hvis man er ude i god tid, men tager omkring 24 timer. Langt hurtigere er det at flyve direkte fra København til Trondheim og tage et tog derfra til Majavatn. Det koster mere, men kan reducere rejsetiden til ca. 6 timer hvis fly og tog passer sammen. (Men har man som os ca 40-50 kg bagage + en pulk med, bliver det desværre hurtigt en dyr fornøjelse at flyve...)
Vi tog til Børgefjell for at afprøve os selv. Som generalprøve på den store tur til Svalbard. To uger i i uberørt og øde norsk fjeld skulle være testen på om vi kunne være afsted ”unsupported” i længere tid.
Vi havde lagt en ambitiøs rute og var stålsatte på at gå 20 km i snit per dag, da dette er hvad vi regner med at skulle gå per dag på vores ekspedition over Spitsbergen. Vi havde dog planlagt ruten således at vi kunne korte den af, hvis uheldet skulle være ude og det endte vi med at være yderste tilfredse med at have gjort.
Vi ankom til Majavatn midt på den første dag og brugte en times tid på at fylde vand, klæde om, klargøre pulke, vokse ski osv. Turen gik derfra på gå-ben ind i terrænet ad ryddede veje de første km indtil de sluttede og det begyndte at gå opad. Nøl og diverse små opstartsproblemer betød at vi den første nat lagde os lige uden for nationalparken med udsigt over Tomasvatnet. Vi nåede altså ikke den planlagte distance for førstedagen, men rationaliserede at det var bedre at tage den tid det krævede for at komme godt fra start. Det gav os lejlighed til at finde os til rette i lejrrutiner, omorganisere oppakninger og i det hele taget omstille sig mentalt til tur uden at skulle stresse over det.
Bevoksning de sidste 300 højdemeter op til fjeld plateauet viste sig at byde på mange kvaler og tog en frustrerende og uventet halv dag. Pulke giver friheder i størrelse og vægt af oppakning, men betyder også at man i sig selv er et mindre vogntog, hvilket kan gøre det besværligt at navigere en direkte rute gennem tæt bevoksning. Efter frokost var vi kommet op over trægrænsen og kunne endelig begynde at gøre fremskridt, hvilket tydeligt afspejledes i humøret. Det var dog en kortvarig fornøjelse, da en nedkørsel på en forblæst og skarvet skråning resulterede i et styrt med et forvredet knæ hos Troels til følge. Dette skulle vise sig at være skelsættende for resten af turen.
De næste tre dage måtte vi se os nødsaget til at ligge fast i forhåbningen om at det skadede knæ blev bedre. Det var tre hårde dage. Vi lå ikke videre gunstigt og det blæste og sneede voldsomt alle 3 dage. Videoen herunder giver forhåbentlig en ide om vejrforholdene.
Tre dage gled sammen til en lang kamp for at undgå at vores telte skulle blive fuldstændig begravede og for at holde vores læmur oppe. Den kraftige fygesne eroderede vores læmur så hurtigt at vi måtte ud i fast rutefart for at genopbygge den og samtidig grave sne væk fra teltene.
Da det endelig klarede op, besluttede vi os for at begive os videre mod en statsejet hytte i udkanten af nationalparken, hvor Troels’ skadede knæ kunne få noget hvile i rolige og varme omgivelser. Turen dertil gav anledning til at vi andre kunne forsøge os med at køre med lidt tungere pulke end ellers og i øvrigt med mere end én bag sig, da vi skånede Troels for at gå med sin pulk. Fremme ved hytten brugte resten af gruppen de følgende 3 dage på at gå dagsture i det nærliggende terræn, mens Troels forsøgte at komme sig.
Efter disse dage virkede det som om at knæet igen var godt og vi begav os ud for at at bruge de sidste dage på en tur rundt om Børgefjells højeste top Kvigtinden. Efter et par kilometer og nogle hundrede højdemeter begyndt Troels’ knæ dog at smerte igen og af frygt for at ødelægge knæet totalt slog vi lejr og tilbragte resten af dagen i teltene.
Dagen efter opgav vi de videre turplaner og vendte tilbage til hytten, hvor de resterende dage blev brugt på dagsture og hytte-hygge. Sidste dag stod vi tilbage til Majavatn hvor vi overnattede ude på det tilfrosne Majavatnet og tog toget mod Trondheim den følgende morgen.
Erfaringer fra turen
- Geodætiske telte er klart at fortrække fremfor tunneltelte i hård vind.
- Vi blev alle enige om at dampspærrer i soveposen var en god ide.
- Vi oplevede at ligge vejrfast i dårligt vejr i mange dage og lærte at håndtere det nederlag i gruppen.
- Erfaring med at bygge læmur i hård vind (og lejerrutiner generelt).
Da det endelig klarede op, besluttede vi os for at begive os videre mod en statsejet hytte i udkanten af nationalparken, hvor Troels’ skadede knæ kunne få noget hvile i rolige og varme omgivelser. Turen dertil gav anledning til at vi andre kunne forsøge os med at køre med lidt tungere pulke end ellers og i øvrigt med mere end én bag sig, da vi skånede Troels for at gå med sin pulk. Fremme ved hytten brugte resten af gruppen de følgende 3 dage på at gå dagsture i det nærliggende terræn, mens Troels forsøgte at komme sig.
Efter disse dage virkede det som om at knæet igen var godt og vi begav os ud for at at bruge de sidste dage på en tur rundt om Børgefjells højeste top Kvigtinden. Efter et par kilometer og nogle hundrede højdemeter begyndt Troels’ knæ dog at smerte igen og af frygt for at ødelægge knæet totalt slog vi lejr og tilbragte resten af dagen i teltene.
Dagen efter opgav vi de videre turplaner og vendte tilbage til hytten, hvor de resterende dage blev brugt på dagsture og hytte-hygge. Sidste dag stod vi tilbage til Majavatn hvor vi overnattede ude på det tilfrosne Majavatnet og tog toget mod Trondheim den følgende morgen.
Erfaringer fra turen
- Geodætiske telte er klart at fortrække fremfor tunneltelte i hård vind.
- Vi blev alle enige om at dampspærrer i soveposen var en god ide.
- Vi oplevede at ligge vejrfast i dårligt vejr i mange dage og lærte at håndtere det nederlag i gruppen.
- Erfaring med at bygge læmur i hård vind (og lejerrutiner generelt).
