Er en uges skitur nok for et år? Svaret er nej, hvis Team FROSTBIDT kunne få sin vilje! Så efter at være kommet hjem fra vinterens fjeldtur til Hardangervidda, kriblede det for at komme ud og stå på ski igen. Og således lykkedes det tre af gruppens medlemmer, Troels, Jakob og Henrik at overbevise kærester og familie om at vi langt hellere ville tilbringe påsken sammen i fjeldet end hjemme sammen med dem... Det lyder jo vældig flot, men sandhed er at vi kun kunne slippe afsted i fire dage... Erik var desværre udstationeret med arbejdet og måtte se misundeligt til fra sidelinjen mens vi andre gik i gang med at planlægge turen over Facebook nogle uger før afgang. Der var bred enighed om at vi alligevel havde gået nok med pulk for i år og at vi gerne ville have lidt flere højdemeter ind i billedet. Så det blev bestemt at det skulle være en randoneé-tur til Norges højeste bjerg, Galdhøpiggen og dets nærmeste omgivelser. Der var også enighed om at der skulle noget luksus ind i billedet på denne tur (vi var blevet forvente på årets fjeldtur), så vi besluttede at vi ville slå teltene op på "campingpladsen" i forbindelse med Spiterstulen højfjeldshotel, så vi havde adgang til vand, indendørs køkkenfaciliteter, pool(!!) og en bar med nogle svært overstigelige priser på slatne dåseøl... Så kunne vi gå dagsture med minimal oppakning derfra og vende tilbage til noget der lignede civilisationen om aftenen.
Vi måtte i løbet af planlægningsfasen sande at man ikke får to par ski og tilhørende skistøvler, et snowboard, to telte, tre soveposer samt underlag, klatregrej, rejsepiben (ej at forglemme!), en flaske gin (som minimum!), røde bøffer (proteiner skal der til efter store sportslige bedrifter!) og andre absolutte fornødenheder (bl.a. dåseflødeskum, dåsefrugt og en bluetooth-højttaler!), ind i en Skoda Citigo sammen med tre fuldvoksne mænd. Så vi besluttede at tage vores grej med i toget til Malmö og leje en stationcar dér, som til gengæld blev proppet til bristepunktet med mere eller mindre uundværligt grej samt diverse drikkevarer og lækkerier. Især drikkevarer. Og lækkerier.
Efter godt 11 timer på motorvej E6 (og to stop på Mac'en) ankom vi til Spiterstulen. KL. var ca. 0500 om morgenen og alt åndede på det tidspunkt fred og ro - der var tydeligvis ingen på hotellet, som var oppe på det tidspunkt. Vi var selv godt udkørte efter turen, så vi rullede underlag og soveposer ud i den ulåste køkkenbygning og fik os et par timer på øjet i selskab med nogle yderst aggressive mus(!), som fik gnavet lidt i alt som kunne tænkes at indeholde madvarer.
Nogle timer efter vågnede vi til højstemte Norske stemmer og høj sol udenfor vinduerne. Musene var gået omkuld efter at have suttet lidt på Troels' sokker og vi pakkede pænt vores sovegrejer væk igen, mens der så småt indfandt sig andre morgenmads-sultne campister i køkkenbygningen. Udenfor begyndte bjergsiderne imidlertid at vrimle med morgenfriske Nordmænd, som styrtede opad i retning af Galdhøpiggen med skind under skiene. Hvor kom de allesammen fra? Det virkede som om at ALLE Nordmænd var draget til fjelds i påsken... og det ellers stille højfjeldshotel summede nu af liv.Klik her for at redigere.
Vi måtte i løbet af planlægningsfasen sande at man ikke får to par ski og tilhørende skistøvler, et snowboard, to telte, tre soveposer samt underlag, klatregrej, rejsepiben (ej at forglemme!), en flaske gin (som minimum!), røde bøffer (proteiner skal der til efter store sportslige bedrifter!) og andre absolutte fornødenheder (bl.a. dåseflødeskum, dåsefrugt og en bluetooth-højttaler!), ind i en Skoda Citigo sammen med tre fuldvoksne mænd. Så vi besluttede at tage vores grej med i toget til Malmö og leje en stationcar dér, som til gengæld blev proppet til bristepunktet med mere eller mindre uundværligt grej samt diverse drikkevarer og lækkerier. Især drikkevarer. Og lækkerier.
Efter godt 11 timer på motorvej E6 (og to stop på Mac'en) ankom vi til Spiterstulen. KL. var ca. 0500 om morgenen og alt åndede på det tidspunkt fred og ro - der var tydeligvis ingen på hotellet, som var oppe på det tidspunkt. Vi var selv godt udkørte efter turen, så vi rullede underlag og soveposer ud i den ulåste køkkenbygning og fik os et par timer på øjet i selskab med nogle yderst aggressive mus(!), som fik gnavet lidt i alt som kunne tænkes at indeholde madvarer.
Nogle timer efter vågnede vi til højstemte Norske stemmer og høj sol udenfor vinduerne. Musene var gået omkuld efter at have suttet lidt på Troels' sokker og vi pakkede pænt vores sovegrejer væk igen, mens der så småt indfandt sig andre morgenmads-sultne campister i køkkenbygningen. Udenfor begyndte bjergsiderne imidlertid at vrimle med morgenfriske Nordmænd, som styrtede opad i retning af Galdhøpiggen med skind under skiene. Hvor kom de allesammen fra? Det virkede som om at ALLE Nordmænd var draget til fjelds i påsken... og det ellers stille højfjeldshotel summede nu af liv.Klik her for at redigere.
Efter en hastigt indtaget, men nærende(...) morgenmad, var dagens første gøremål at slå teltene op. Det var hurtigt gjort i det flotte vejr og under ellers gunstige forhold, så efter at have checket ind hos kromutter, blev skiene fundet frem. Det gjorde sneskoene også, da Jakob havde sin 'hashkælk' med og nødvendigvis måtte gå op uden ski under fødderne. Vi ville naturligvis følges ad, så vi gik alle op med skiene (/boardet) på ryggen. Vi var stadig en smule uoplagte efter nattens køretur og morgenen var gået, så målsætningen var blot den første kam ovenfor Spiterstulen i retning af Galdhøpiggen. Så kunne vi prøve grejet af og få et par sving i benene. Det gik nu fint, men vi havde vist alle glemt hvor ubehageligt det er at gå i skistøvler. Umiddelbart under kammen var skinnebenene allerede røde og tæerne værkede forfærdeligt, så vi var godt tilfredse med at vi ikke skulle længere den dag. Efter en alt alt for hurtigt overstået nedfart, var vi tilbage ved teltene hvor der blev gnubbet fødder og grinet af de 'opvarmnings-styrt' der var blevet præsteret på turen ned. Aftenen gik med at stege bøffer, røre bearnaise og tilpasse grej til dagen efter, hvor det store slag skulle stå: Topturen til Galdhøpiggen.
Vi havde restitueret grundigt aftenen før, men vi havde også sørget for at indtage masser af væske fra vores medbragte dansker-depot(!). Alt imens den medbragte bluetooth-højttaler havde spillet lidt sød musik for vores Norske med-campister. Så morgnen startede lidt stramt... Et par skiver bacon og Polarbrød stegt i det overskydende baconfedt, får dog den slags morgenkvalme til at forsvinde som dug for solen! Hurra! Frem med skiene igen!
Snesko gør ikke ligefrem sådan et par plasticklodser af et par skistøvler, lettere at slæbe op ad et bjerg og da sneen dagen før havde vist sig at være yderst kompakt og fast, var det faktisk sidste gang de var ude af bagagerummet for denne tur. Ski og støvler blev spændt på rygsækken og iført bløde vandrestøvler, nærmest fløj vi op ad bjerget. I hvert fald sammenlignet med dagen før...
Snesko gør ikke ligefrem sådan et par plasticklodser af et par skistøvler, lettere at slæbe op ad et bjerg og da sneen dagen før havde vist sig at være yderst kompakt og fast, var det faktisk sidste gang de var ude af bagagerummet for denne tur. Ski og støvler blev spændt på rygsækken og iført bløde vandrestøvler, nærmest fløj vi op ad bjerget. I hvert fald sammenlignet med dagen før...
Efter en flot dag i høj sol og moderat tempo, stod vi kL. 1615 på toppen af Galdhøpiggen lige midt i en sky... og talte om hvor flot udsigten nok ville være hvis der var skyfrit... Ok, så kan man til gengæld løsrive sig og skifte til skistøvler, så de små tilsyrede lårbasser kan komme på overarbejde. Solen stod lavt og så snart vi var under skyerne, var lysets spil i sneen fortryllende..! Så fortryllende at man ind imellem helt kunne glemme at stå på ski og bare lagde sig pludseligt ned i sneen i stedet...
Da vi kom ned i skyggen blev det dog hurtigt lidt koldt om næbbet og efter en ALT ALT for spændende travers over et skredområde, var vi overraskende nok sikkert nede ved Spiterstulen igen. Lige omkring solnedgangstid - timing! Her kunne Henrik til gengæld også konstatere at solcremen i ansigtet ikke havde haft den tilsigtede effekt, så der skulle noget medicin på bordet! Sådan en alpin-sportslig præstation skal naturligvis også fejres, så vi gentog succesen fra aftenen før! Blot med lidt større tørst! Og en dertil lidt strammere morgen dagen efter...!
Lørdag var der til gengæld det helt store påske-cirkus ved Spiterstulen med forhindrings-skiløb i udklædning(!) og igen igen var det strålende vejr. Team FROSTBIDT er efterhånden blevet ret gode til at grave snesofaer og da vi mente vi havde opnået hvad vi var kommet for, nød vi dagen (og showet) tilbagelænet i solen med rejsepiben og en kølig G&T i hånden.
Sidst på eftermiddagen blev snesofaen skiftet ud med Spiterstulens pool og nybarberede og velfriserede indtog Team FROSTBIDT baren. Vi måtte dog konstatere at det åbenbart er svært at begå sig til Norsk påskefest, når man ikke kender traditionel kædedansk (ligesom alle andre tilsyneladende gør..), så vi måtte nøjes med at se til fra sidelinjen mens vi bidrog til den Norske betalingsbalance via hotellets bar.
Søndag vendte vi næsen hjemad, men da vi var i god tid, kørte vi ad Valdresflya igennem Jotunheimen og stoppede ved det lille alpinanlæg nær Lemonsjøen for at tage et par ture op med liften. Med disse moderne hjælpemidler fik vi lynhurtigt kørt flere højdemeter end vi havde gjort på vores tur til Galdhøpiggen nogle dage forinden... Resten af turen hjem foregik tilsvarende turen ud, så mandag morgen stod vi på hovedbanegården med forbrændte ansigter og trætte lår. Nu skal vi bare have sommeren overstået i en fart, så vi kan komme på ski igen.
