Vores første vintertur sammen gik til Hedmarksvidda nord-øst for Lillehammer/Hamar. Området hører under Hamar og Hedemarken Turistforening, HHT, og er tilknyttet Den Norske Turistforening, DNT, som de fleste andre fjelde i Norge. Det kan næppe klassificeres som højfjeld, men egner sig alligevel godt til de første oplevelser ud i vinterens glæder med telt. Foruden at det var nemt at komme til ligger det relativt tæt på civilisationen i fald at man skulle få problemer.
Turen ud og hjem gik via bus mellem København og Oslo og via tog mellem Oslo og Lillehammer. Selve Hedmarksvidda er ikke et specielt stort område, men nettet af langrendsspor forgrener sig nærmest uendeligt og med lidt omtanke var det ikke noget problem at være afsted en uges tid.
Når først man er kommet op, fra de 450 m til de 8-900 m, er det et relativt fladt område hvor der er kvistet og trukket spor det meste af vinteren. Der er flere hytter med mulighed for overnatning undervejs samt et supermarked ved Sjusjøen, hvilket kan være en fordel hvis man er usikker på ens evner og i forhold til pakning og grej. Det betyder dog også at sammen med den relativt nemme logistik til Oslo er området ofte frekventeres af bybefolkningen. Af denne årsag er påsken næppe det bedste valg, da der her er pakket af norske familier.
Vores første tur kendetegnede sig ved at vi stiftede bekendtskab med hvad det ville sige at være ude i kulden i længere tid. For vores vedkommende gav det sig til udtryk i ændringer i adfærdsmønster. En følge af at alt blev lidt mere besværligt og gik langsommere, samt oplevelsen af at udstyret gik nemmere i stykker. Vores vigtigste erfaring var derfor nødvendigheden i at have gennemtænkt det medbragte grej ned i den mindste detalje, samt hvad der skulle medbringes i form af reparationskit og reservedele. Sidst men ikke mindst er tanker om forskellen i forskydnings- og lejrbeklædning - vigtigheden i at holde sig tør...
Turen ud og hjem gik via bus mellem København og Oslo og via tog mellem Oslo og Lillehammer. Selve Hedmarksvidda er ikke et specielt stort område, men nettet af langrendsspor forgrener sig nærmest uendeligt og med lidt omtanke var det ikke noget problem at være afsted en uges tid.
Når først man er kommet op, fra de 450 m til de 8-900 m, er det et relativt fladt område hvor der er kvistet og trukket spor det meste af vinteren. Der er flere hytter med mulighed for overnatning undervejs samt et supermarked ved Sjusjøen, hvilket kan være en fordel hvis man er usikker på ens evner og i forhold til pakning og grej. Det betyder dog også at sammen med den relativt nemme logistik til Oslo er området ofte frekventeres af bybefolkningen. Af denne årsag er påsken næppe det bedste valg, da der her er pakket af norske familier.
Vores første tur kendetegnede sig ved at vi stiftede bekendtskab med hvad det ville sige at være ude i kulden i længere tid. For vores vedkommende gav det sig til udtryk i ændringer i adfærdsmønster. En følge af at alt blev lidt mere besværligt og gik langsommere, samt oplevelsen af at udstyret gik nemmere i stykker. Vores vigtigste erfaring var derfor nødvendigheden i at have gennemtænkt det medbragte grej ned i den mindste detalje, samt hvad der skulle medbringes i form af reparationskit og reservedele. Sidst men ikke mindst er tanker om forskellen i forskydnings- og lejrbeklædning - vigtigheden i at holde sig tør...
