I løbet af efteråret 2014 måtte vi bitterligt indse at 2015 ikke blev året hvor vi kom til Svalbard. Gruppen var plaget af skader og voksenlivet havde gjort os alle lidt arbejdsramte. Realiteten var hård at sluge, men sandheden var bare at 2016 ville passe alle bedre – især alle de knæ i gruppen, som havde det lidt svært med at blive klar til 600 km på ski. Gruppens medlemmer hang lidt med mulen i nogen tid efter beslutningen var taget og projektet stod lidt stille i den periode.

Ingen af os ville dog undvære at få sne under skiene i et eller andet omfang i år og vi besluttede os for at besøge vores Waterloo igen; Hardangervidda. Den kendte og velbesøgte nationalpark er, som navnet antyder, en vidda eller højfjeldsplateau om man vil, og det betyder at det blæser...til tider ’veldig mye’... Det fandt vi ved selvsyn ud af, sidst vi besøgte den populære nationalpark... Men denne gang var vi bedre forberedt. Vores dengang ubrugelige Lavvu var nu udskiftet med vores nye bomber-ekspeditionstelte (2 stk. Helsport Svalbard HighCamp 3), som vi har anskaffet til vores tur til Svalbard, hvor det også kan blæse...’veldig mye’.
Vi kom måske lidt sent i gang med forberedelserne til årets tur, som skulle være i uge 7 (det der arbejdsliv tager simpelthen for meget af ens fritid!), men vi kunne nu rigtigt mærke hvordan det efterhånden sidder på rygraden at planlægge sådan en tur og vi kunne nærmest klare det i søvne, mens vi koordinerede over de sociale medier. Grejet havde vi langt henad vejen allerede klar, maden var hurtigt uddellegeret og forberedt og ruten kunne vi tage fra hoften, når nu det var kendt terræn vi skulle besøge. Bestil en busbillet og man er på vej! Det eneste som krævede en reel indsats var at vi skulle genopfriske vores kundskaber i forbindelse med færdsel på bræ. Hardangervidda huser Norges sjettestørste gletcher, Hardangerjøkulen og den skulle vi naturligvis besøge. Det er også oplagt træning inden Svalbard, hvor vi kommer til at færdes en del på gletchere. Det resulterede i et par eftermiddage med ”spalteredning” i en trappeskakt, hvor vi skiftedes til at ”falde i” for at blive ”reddet op” af de andre. Nogle af disse træningssessioner er også beskrevet på blog’en.
Og så var der jo lige det at Jakob skulle krydse ind i 30’erne i løbet af årets tur. Og det skulle fejres efter alle kunstens regler på fjeldet! Det vender vi lige tilbage til. Vi var blevet enige om at årets tur skulle være af rekreativ karakter, når nu det var en af vores dyrebare ferieuger fra arbejdet. Vi skulle på en rigtig skiferie! Vi vurderede heller ikke at vi havde nogen væsentlige træningsmål, på nær at komme på gletcheren og gå lidt i reb med ski under fødderne.
Vi kom godt afsted på vanlig vis – med bus og tog torsdag d. 5. feb. om aftenen. Det er simpelthen så nemt at komme til Hardangervidda! Rejsevejen er beskrevet ved tidligere lejlighed her. Så efter et halvt døgns tid med offentlig transport stod vi fredag eftermiddag i høj sol med ski under fødderne og nogle pulke, som vi godt nok allesammen syntes var noget tungere end normalt... Humøret var skyhøjt og afsted det gik vestpå over skavler og nysne til stedet vi i toget havde udpeget som vores første lejrplads. Vi stilede sådan set mod at gå direkte mod gletcheren de første dage, men vejrudsigten fik os på andre tanker. Storm og whiteout på toppen af en eksponeret gletcher er vist ikke rigtigt hvad man kalde en rekreativ ferie... Så de 22 sekundmeter vind fik os til at tilbringe et par dage på at flytte lejren lidt rundt i området på må og få, i et forsøg på at ramme lidt forskelligt terræn under skiene og øve rutiner, mens vi ventede på at vejret skulle blive bedre, så vi kunne få en flot tur på gletcheren. Det gav til gengæld fin anledning til at konstatere at lejrrutiner også efterhånden sidder på rygraden og der var masser af overskud til at hygge godt igennem i teltet, hvor vi blandt andet fik prøvet hvordan det er at stuve sammen i et telt allesammen for at se film på Jakobs tablet! Det var derudover fint at konstatere at vi alle fire ville kunne være i et telt, hvis vi på Spitsbergen skulle risikere at det andet forsvandt i vinden eller at en sulten isbjørn skulle glemme hvordan man åbner en lynlås. Vi oplevede også i rigt mål hvad kraftig fygning og nulgradersvejr betyder. ALT var vådt efter et par dage(!), men det gav nu ikke anledning til bekymring, da det var så varmt i vejret og vi var tæt på civilationen. Over årene har vi vel også lært at sætte pris på at fryse lidt... Det skal dog siges at teltene stod bundsolidt i vinden - også uden læmur.
Men så oprandt dagen altså! Dagen hvor de tunge pulke skulle lettes lidt i anledning af Jakobs fødselsdag. Vi havde i forvejen aftalt at det skulle være en overliggerdag og Henrik og Erik tilbragte en kold nat optil i det ene telt på at tø friske æg, bacon, tonic og andre lækkerier i de våde soveposer, mens Troels holdt Jakob ved selskab i det andet telt. Morgenen startede tidligt i Henrik og Eriks telt, hvor der blev tilberedt æg og bacon, pølser, boller og pustet fødselsdagsballoner op. Med favnen fuld af balloner og fødselsdagsflag tog Henrik og Erik turen igennem fygesneen over til Jakob og Troels’ telt, hvor der var morgenvækning med fødselsdagssang og elabureret morgenmad samt Gl. Dansk på sengen (soveposen). Og han fik en flot (grøn!) gletcherøkse i fødselsdagsgave, som naturligivs straks blev udstyret med et Frostbidt-klistermærke!
Og sådan startede det altså. En dag fyldt med lækkerier og tilsat en voksen mængde alkohol. Det viste sig at alle (uden meget koordinering) havde gjort deres bedste for at forberede en værdig fejring af dagen, så der var sådan set forsyner nok til en hel festival! Ikke mærkeligt at de pulke var så usædvanligt tunge... Dagen bød efter morgenmaden på et kort forsøg på en toptur til Store Finsenutten, som vi måtte afbryde et par hundrede meter fra toppen, da der var whiteout og vi vidste vi ville komme faretruende tæt på en lodret kant nær toppen. Lidt for spændende alligevel og udsigten var i sagens natur ikke det værd.
Godt tilbage i teltet kunne vi så til gengæld fortsætte vores gastronomiske ridt i form af varm eftermiddagskakao med rom og træstammer, som gik direkte over i gin-tonics og snacks før middagen som bestod af store røde bøffer, bernaise og kartoffelmos (i en flot kombi!), skridt-optøet rødvin og til slut lagkage i samlesæt (naturligvis med 30 lys)! Aftenen sluttede vel over midnat da flaskerne var tomme og promillen tårnhøj. Så kan man da også sige at man har prøvet at være på druk i et telt i snestorm...!
Dagen efter var grufuld. Nok var det smukt vejr, men tømmermændende hang tungt i teltene og til trods for Jakobs energiske forsøg på at friske op med et bad i sneen, gik dagen med at ryge på rejsepiben og nyde solen fra en ”snesofa”, vi havde gravet i en skråning ved siden af teltene.
Ugen var nu også snart gået og det var ved at være sidste chance for at komme på gletcheren, men da vejret ikke var synderligt meget bedre, besluttede vi næstsidste dag at slå lejr for foden af bræfaldet og tage en dagstur til toppen. Igen var udsigten ikke noget at skrive hjem om, da vi gik lige op i en tung sky, men vi fik så endnu en gang konstateret hvor krævende det er at navigere efter kompas, når man ikke kan se en hånd for sig. Vi fik dog indfriet turmålet, som var nå at toppen af gletcheren, for derefter at spise frokost i Jøkulhytta. Vi fik ved samme lejlighed konstateret hvor bøvlet det er at gå i reb med ski under fødderne og besluttede da også at binde os ud på nedfarten, da vi på vejen op (ad samme rute som nedfarten) fandt at snebroerne var rigeligt stærke til lækkert getcherskiløb ned til lejren igen.
Lørdag eftermiddag havde vi et tog hjem fra Finse st. og således sluttede årets tur. Se flere billeder herunder: