Vores første vintertur til højfjeldet fandt sted I februar 2011. Destinationen var Rondane Nationalpark - et klassisk rejsemål for fjeldvandrere og Norges ældste nationalpark (1962). Parken har flere toppe over 2000m og har I øvrigt lagt motiv til det norske nationalmaleri “Vinternatt I Rondane” af Harald Sohlberg. Området ligger lige øst for Gudbrandsdalen og hører under Hedmark og Oppland kommuner.
DNT vedligeholder et omfangsrigt net af både kvistede vinterruter og markerede sommerruter i området samt et fornuftigt antal hytter, som fungere som selvbetjeningshytter i de koldeste vintermåneder.
Vi startede og sluttede turen I den lille hytteby Mysuseter sydvest for området, hvorfra vi gik til Spranget som udgør indgangen til parken fra denne side. På denne del af ruten er der kørt løjper som kan bruges til dagsudflugter fra Mysuseter. Herfra gik vi mod uret omkring massivet med Rondslottet i centrum. En tur på syv dage, hvor vi holdt os nede i dalene og kun krydsede op over enkelte sadelpunkter og lave kamme.
Det var vores første møde med det sande vinterfjeld på godt og ondt. Vi gjorde os mange dyrt købte erfaringer, men blev samtidig dybt betaget af det øde månelandskab, som giver en fantastisk følelse af at være langt udenfor lands lov og ret. Området er vel egentlig ganske let tilgængeligt og relativt tilgiveligt, da der sjældent er mere end 15km til en hytte.
Uvidende om pulkens fortræffeligheder (også) på højfjeldet gik vi denne tur med rygsæk, som hver bidrog med ekstra ca. 40kg, som skulle balanceres på de smalle ski. Vores manglende teknik og rutine afgjorde sammen med mangel på sne, at vores dagsetaper ikke blev videre lange. Flere gange måtte skiene også af og blotlagte passager af sten og klippe måtte forceres til fods. Her viste rygsækkene sig dog bekvemme frem for en pulk, der i givet fald skulle have været båret over - nok i flere omgange.
På denne tur og i dette område hvor nattemperaturen gerne krøb under de -20C og kraftig vind er en del af normalbilledet, blev der stillet skærpede krav til udstyr og brugen af det. Vi erfarede at et tremandstelt ikke er et tremandstelt på vinterfjeldet. De tykke soveposer, megen udstyr og den urimelige kondensdannelse om natten, lærte os at man skal yde sig selv den luksus at medbringe et væsentligt større telt, da det jo er ens primære kilde til læ og restitution.
En række uheld af mere eller mindre alvor, bidrog også til vidensbanken. Vi havde på forhånd forståelse for de mest væsentlige og grove forhold omkring ture på vinterfjeld, men i detaljen manglede vi viden og rutine. Henrik tømte en gryde med kogende vand over sin ene hånd, da han skulle fylde termokander og Jakob forvred hofte og ankel under et styrt med den tunge rygsæk. Mere kritisk var dog lektien i fygesne, som i nattens mulm og mørke resulterede i en knækket teltstang og et opsprættet telt. Lidt håndgerning med nål og tråd samt en reserve-teltstang kunne dog hurtigt rette op på den misere.
Området er nemt at komme til fra Oslo, via tog til Otta (ca. 3 timer) og derfra en taxa de sidste 15-20 min. til Mysuseter. Om sommeren kører der bus. I Otta kan evt. Panikindkøb klares inden man bevæger sig ud i fjeldet.
Områdets tilgængelighed, fine netværk af ruter, velfungerende hytter og pittoreske scenerier betyder at det er populært blandt Nordmændene. Vil man have det for sig selv, skal man lægge sin tur i februar eller tidligt marts hvor dagene er relativt lange og påskens rykind af nordmænd endnu lader vente på sig.
DNT vedligeholder et omfangsrigt net af både kvistede vinterruter og markerede sommerruter i området samt et fornuftigt antal hytter, som fungere som selvbetjeningshytter i de koldeste vintermåneder.
Vi startede og sluttede turen I den lille hytteby Mysuseter sydvest for området, hvorfra vi gik til Spranget som udgør indgangen til parken fra denne side. På denne del af ruten er der kørt løjper som kan bruges til dagsudflugter fra Mysuseter. Herfra gik vi mod uret omkring massivet med Rondslottet i centrum. En tur på syv dage, hvor vi holdt os nede i dalene og kun krydsede op over enkelte sadelpunkter og lave kamme.
Det var vores første møde med det sande vinterfjeld på godt og ondt. Vi gjorde os mange dyrt købte erfaringer, men blev samtidig dybt betaget af det øde månelandskab, som giver en fantastisk følelse af at være langt udenfor lands lov og ret. Området er vel egentlig ganske let tilgængeligt og relativt tilgiveligt, da der sjældent er mere end 15km til en hytte.
Uvidende om pulkens fortræffeligheder (også) på højfjeldet gik vi denne tur med rygsæk, som hver bidrog med ekstra ca. 40kg, som skulle balanceres på de smalle ski. Vores manglende teknik og rutine afgjorde sammen med mangel på sne, at vores dagsetaper ikke blev videre lange. Flere gange måtte skiene også af og blotlagte passager af sten og klippe måtte forceres til fods. Her viste rygsækkene sig dog bekvemme frem for en pulk, der i givet fald skulle have været båret over - nok i flere omgange.
På denne tur og i dette område hvor nattemperaturen gerne krøb under de -20C og kraftig vind er en del af normalbilledet, blev der stillet skærpede krav til udstyr og brugen af det. Vi erfarede at et tremandstelt ikke er et tremandstelt på vinterfjeldet. De tykke soveposer, megen udstyr og den urimelige kondensdannelse om natten, lærte os at man skal yde sig selv den luksus at medbringe et væsentligt større telt, da det jo er ens primære kilde til læ og restitution.
En række uheld af mere eller mindre alvor, bidrog også til vidensbanken. Vi havde på forhånd forståelse for de mest væsentlige og grove forhold omkring ture på vinterfjeld, men i detaljen manglede vi viden og rutine. Henrik tømte en gryde med kogende vand over sin ene hånd, da han skulle fylde termokander og Jakob forvred hofte og ankel under et styrt med den tunge rygsæk. Mere kritisk var dog lektien i fygesne, som i nattens mulm og mørke resulterede i en knækket teltstang og et opsprættet telt. Lidt håndgerning med nål og tråd samt en reserve-teltstang kunne dog hurtigt rette op på den misere.
Området er nemt at komme til fra Oslo, via tog til Otta (ca. 3 timer) og derfra en taxa de sidste 15-20 min. til Mysuseter. Om sommeren kører der bus. I Otta kan evt. Panikindkøb klares inden man bevæger sig ud i fjeldet.
Områdets tilgængelighed, fine netværk af ruter, velfungerende hytter og pittoreske scenerier betyder at det er populært blandt Nordmændene. Vil man have det for sig selv, skal man lægge sin tur i februar eller tidligt marts hvor dagene er relativt lange og påskens rykind af nordmænd endnu lader vente på sig.
