Hardangervidda er et af Norges klassiske fjeldområder og udemærker sig ved at være Nord-Europas største højfjeldplateau. Det er en DNT nationalpark med alt hvad dertil høre af kvistede ruter og hytte med varierende niveauer af komfort. Kvistede ruter og betjente hytter er dog kun at finde i højsæsonen (omkring påske) og hvis man vil benytte disse skal man læse nøje på DNTs hjemmeside og tjekke hvornår de er at finde i området. Vi tog til området i midten af februar og det var først på vej hjem at vi så kvistningen af ruter var begyndt.
Vi tog til Hardangarvidda eftersom det er let tilgængeligt, transporten er relativt billig og størrelsen af området giver rig mulighed for en varieret tur. Også langtur hvis man vil - Hardangervidda på langs er en klassisk tur der tager ca 1.5 uge alt efter temperament og erfaringen. Det mest oplagte udgangspunkt for en tur er Finse og vi lavede en rundtur og endte derfor i Finse igen.
Man kommer lettest og billigst til Finse ved at tage bus fra Kbh til Oslo. Derfra Bergensbanen fra Oslo til Finse. Det koster ca. 900 DKK retur.
Hardangarviddas terræn er relativt fladt og derfor i høj grad et godt sted at starte sin fjeldski-karriere da man ikke udsættes for krævende og farlige nedkørsler. Den flade, sørige vidde er et resultat af millioners af års nedslidning af tidligere fjelde. Enkelte steder står erosionsrester af bestandige bjergarter tilbage; tydeligst i Hårteigen og fjeldene omkring Hardangerjøkulen.
Vores oprindelige rute var meget fleksibel. Vi startede med at sætte kursen syd (øst om Hardangerjøkulen) mod Krækja hytten men efter 2 dage med medium skidt vejr (slud, temperaturer omkring 0 grader og lidt vind) blev vejret rigtig dårligt med kraftig vind og snefald. Det var egentlig ikke specielt ekstremt vejr, men det viste sig at vores nyindkøbte telt ikke kunne stå distancen og efter en forfærdelige nat med blæst, knækkede barduner og sømme der gik op, besluttede vi os for at søge i hytte. Denne beslutning blev yderligere stadfæstet da vi mødte to kite-skiende nordmænd der meldte os at vejret ville blive "mye dårligt" med endnu kraftigere blæst og plusgrader! Vi benyttede derfor en klaring i vejret til i et stræk af bevæge os til Kjeldebu. Det viste sig at være en lang tur og vi kom først frem til hytten efter at mørket havde sænket sig hvilket resulterede i en alt for spændende pandelampe-belyst nedkørsel på nogle hundrede højdemeter...
Dagen efter vågnede vi op til whiteout og decideret storm. Dette varede i 3 dage hvor vi sad og kukkelurede i hytten uden andet at underholde os med en 4-5 norske outdoor magasiner og nogle ALT for korte medbragte bøger. I løbet af disse dage lærte vi i sandhed betydningen af "hytte-kuller"...
Heldigvis klarede det op på sidste dagen af vores tur men dagene i hytten betød at vi havde 28 km foran os til Finse og toget gik kl 1600. Det blev en rigtig lang dag som kostede blod, sved og vabler men vi nåede frem i tide. Desværre kun for at finde ud af at toget var 1 time forsinket, hvilke betød at vi lige akkurat ikke nåede vores bus tilbage til Kbh og fik fornøjelsen af at overnatte på Oslo hovedbanegård for at tage morgenbussen hjem...
Det var desværre en tur hvor mængden af skiløb var minimal. Vi lærte dog at det er alfa omega at have et telt med som man kan stole på og som kan tåle kraftig vind. Under turen var der to af os der eksperimenterede med at køre med dampspærre i skistøvlerne. Dampspærren er sådan set bare en plastikpose mellem indersok og ydersok, der i teorien burde garantere varme tæer eftersom ydersokken ikke bliver våd af sved. En bonus er også at ens læderstøvler ikke er stivfrosne om morgen da de bliver holdte tørre i løbet af dagen. I praksis viste begge disse fordele sig tydeligt men det skal understreges at huden ikke har godt af at være fugtig hele dagen og det kommer til at kræve mere afprøvning over længere tid for at kunne konkludere om dampspærre virkelig er en god ide. Desuden blev vi enige om at vi næste år ville prøve at tage på tur med pulk for at se om det ikke ville være mere behageligt at slæbe de 30-35 kg oppakning på en pulk end på ryggen. Det er virkelig en kunst at stå på ski med så tung rygsæk da ens balancepunkt er meget lille og man falder meget let...
Vi tog til Hardangarvidda eftersom det er let tilgængeligt, transporten er relativt billig og størrelsen af området giver rig mulighed for en varieret tur. Også langtur hvis man vil - Hardangervidda på langs er en klassisk tur der tager ca 1.5 uge alt efter temperament og erfaringen. Det mest oplagte udgangspunkt for en tur er Finse og vi lavede en rundtur og endte derfor i Finse igen.
Man kommer lettest og billigst til Finse ved at tage bus fra Kbh til Oslo. Derfra Bergensbanen fra Oslo til Finse. Det koster ca. 900 DKK retur.
Hardangarviddas terræn er relativt fladt og derfor i høj grad et godt sted at starte sin fjeldski-karriere da man ikke udsættes for krævende og farlige nedkørsler. Den flade, sørige vidde er et resultat af millioners af års nedslidning af tidligere fjelde. Enkelte steder står erosionsrester af bestandige bjergarter tilbage; tydeligst i Hårteigen og fjeldene omkring Hardangerjøkulen.
Vores oprindelige rute var meget fleksibel. Vi startede med at sætte kursen syd (øst om Hardangerjøkulen) mod Krækja hytten men efter 2 dage med medium skidt vejr (slud, temperaturer omkring 0 grader og lidt vind) blev vejret rigtig dårligt med kraftig vind og snefald. Det var egentlig ikke specielt ekstremt vejr, men det viste sig at vores nyindkøbte telt ikke kunne stå distancen og efter en forfærdelige nat med blæst, knækkede barduner og sømme der gik op, besluttede vi os for at søge i hytte. Denne beslutning blev yderligere stadfæstet da vi mødte to kite-skiende nordmænd der meldte os at vejret ville blive "mye dårligt" med endnu kraftigere blæst og plusgrader! Vi benyttede derfor en klaring i vejret til i et stræk af bevæge os til Kjeldebu. Det viste sig at være en lang tur og vi kom først frem til hytten efter at mørket havde sænket sig hvilket resulterede i en alt for spændende pandelampe-belyst nedkørsel på nogle hundrede højdemeter...
Dagen efter vågnede vi op til whiteout og decideret storm. Dette varede i 3 dage hvor vi sad og kukkelurede i hytten uden andet at underholde os med en 4-5 norske outdoor magasiner og nogle ALT for korte medbragte bøger. I løbet af disse dage lærte vi i sandhed betydningen af "hytte-kuller"...
Heldigvis klarede det op på sidste dagen af vores tur men dagene i hytten betød at vi havde 28 km foran os til Finse og toget gik kl 1600. Det blev en rigtig lang dag som kostede blod, sved og vabler men vi nåede frem i tide. Desværre kun for at finde ud af at toget var 1 time forsinket, hvilke betød at vi lige akkurat ikke nåede vores bus tilbage til Kbh og fik fornøjelsen af at overnatte på Oslo hovedbanegård for at tage morgenbussen hjem...
Det var desværre en tur hvor mængden af skiløb var minimal. Vi lærte dog at det er alfa omega at have et telt med som man kan stole på og som kan tåle kraftig vind. Under turen var der to af os der eksperimenterede med at køre med dampspærre i skistøvlerne. Dampspærren er sådan set bare en plastikpose mellem indersok og ydersok, der i teorien burde garantere varme tæer eftersom ydersokken ikke bliver våd af sved. En bonus er også at ens læderstøvler ikke er stivfrosne om morgen da de bliver holdte tørre i løbet af dagen. I praksis viste begge disse fordele sig tydeligt men det skal understreges at huden ikke har godt af at være fugtig hele dagen og det kommer til at kræve mere afprøvning over længere tid for at kunne konkludere om dampspærre virkelig er en god ide. Desuden blev vi enige om at vi næste år ville prøve at tage på tur med pulk for at se om det ikke ville være mere behageligt at slæbe de 30-35 kg oppakning på en pulk end på ryggen. Det er virkelig en kunst at stå på ski med så tung rygsæk da ens balancepunkt er meget lille og man falder meget let...
