Efter en udskudt start fra Longyearbyen grundet for godt vejr (det vil sige -40 grader og sol) blev Frostbidt torsdag kørt til nordspidsen af Spitsbergen med snescooter med vanter og støvler fulde af håndvarmere. Efter et par korte dage til at finde formen igen øger de nu langsomt dagsetaperne. Fremdriften kan følges her
2 Comments
Der er nu 2 uger (!) til at vi drager afsted på eventyr på Svalbard! Vi glæder os helt vildt! Da Henrik er kommet hjem fra USA, er hele holdet nu samlet i Danmark og vi havde derfor sørget for at afsætte weekenden til at træne de ting, der krævede alles tilstedeværelse samt til at få syet og sammensat de sidste stykker grej. Vi modtog fredag en ordentlig omgang frysetørret mad fra Mountain House i UK og som det ses herunder skyndte Erik sig at tage et hurtigt bad i al maden som det nu engang hører sig til på enhver god ekspeditionsblog. I alt fik vi 220 portioner mad og da det kun dækker vores frokost samt 1/3 af aftenerne, var det et meget håndgribeligt og lidt urovækkende tegn på præcist HVOR lang en tur det er vi begiver os ud på! Efter at vi havde fordelt al maden imellem os greb Troels og Henrik hver en riffel og brugte et par timer på at skille dem ad ned til sidste bolt, for derefter at rengøre alle delene og smøre dem med en olie der kan klare den hårde frost på Svalbard. En øvelse der gør at vi nu kender vores rifler ned til mindste detalje og potentielt set kan fixe dem, hvis der skulle opstå problemer med dem. Resten af aften gik med at tale grej og pille ved den satellittelefon Erik i ugens løb havde fremskaffet. Udover telefon har vi også anskaffet os en kraftfuld solcelle, powerbank og et wireless accesspoint, der forhåbentlig gør os i stand til at sende opdateringer tilbage til fædrelandet om hvordan det går os oppe højt mod nord. Lørdag mødtes vi usædvanligt tidligt ved Københavns Skyttecenter på Amager hvor vi brugte formiddagen på skydetræning på forskellige afstande. Skydevagten var yderst hjælpsom og gav os vores helt eget baneafsnit, hvor vi kunne træne som det passede os. Det viste sig at det var lige det vi manglede og bagefter var der bred enighed om at vi nu følte os godt klædt på til eventuelt at skulle forsvare os imod en isbjørn. Som det ses her i videoen blev der i løbet af formiddagen affyret en god mængde skud med nogle ret ømme skuldre til følge! En af de ting der var rigtigt gode at få trænet var hvordan man hurtigst og sikrest får riflen af ryggen, hvis vi pludselig skulle blive overrasket af en bjørn. Efter lidt diskussion blev vi enige om en metode, der virkede godt for alle samt prøvet det af et par gange. Det ses demonstreret af Troels i videoen herunder: Resten af dagen blev brugt ved USGs klatretårn hvor vi endnu engang trænede makkerredning, klatring med prussikknuder og rappelling. Vi fik lagt forskellige strategier for hvordan vi skal redde hinanden hvis en af os går i en gletchersprække sammen med en pulk på 90 kg. Og selvom ingen af os har lyst til at komme i den situation (blandt andet fordi letvægts-klatreseler er MEGET ubehagelige at sidde i, i mere end 2 min) føler vi os efterhånden godt klædt på til at skulle håndtere det, hvis vi skulle havne i den situation. Vi siger tak til crossfitterne ved USG for at vi måtte låne deres traktordæk til at redde op af den dertil egnede vindeltrappe! Søndagen stod i MYOG'erens tegn! Symaskinen og strygejernene glødede rødt og vi fik omdannet forskellige typer nylon og laminatmaterialer til en lang række ret nørdede stykker grej som alt i alt vil udgøre en betydelig vægtbesparelse på ekspeditionen. Blandt andet fik vi syet teltposer i letvægtsnylon til at opbevare vores telte sammenrullede i ovenpå pulken. Et stykke grej der ikke kan købes og da vi før har brugt relativt kraftige og tunge skitasker til formålet, kan vi nu se frem til en vægtbesparelse på ca 800 gram! Med andre ord - et par timer vel brugt!
Udover sy'eriet blev der lagt GPS spor, sat streamers på pulke, røget flittigt på rejsepiben (nu døbt Iben) og så fik vi bekræftet at Erik KAN ligge komfortabelt i en af vores pulke! |
Lad os høre fra dig
Vi vil løbende smide lidt nyheder op her på siden omkring vores gøren og laden. Har du et spørgsmål eller kommentar til tur- planlægning eller grej så stil det endelig her, så vil vi svare så godt som muligt. Arkiv
August 2019
Kategorier |