Mellem os har vi haft parispulke i flere forskellige setups samt en enkelt af Fjellpulkens tidligere model med på tur. Op til vores Svalbard-tur besluttede vi os for at udskifte vores Paris-pulke med en ”rigtige” pulke. Efter afvejning af lastebehov, pris, træksystem og meder, endte valget på Acapulka Scandic Tour (som sidenhen har ændret navn til Expedition Tour). Vi har nu haft pulkene med på en række kortere og længere ture og føler derfor at det er på tide at give dem et par ord med på vejen. Med et pakkevolumen på >600L ved 60 cm pakkehøjde er det en STOR pulk! Det vækker bestemt også opsigt når man kommer slæbende med dem i de norske fjeld og nordmændene er som oftest yderst interesseret i at kigge lidt på dem. Det er selvfølgeligt godt at have rigeligt med plads når man skal på langtur, men meget af pladsen i denne pulk skyldes bredden på 63 cm hvilket gør den meget tung at slæbe i dyb løssne. Dette fik vi især at mærke på egen krop på den første del af vores Svalbardtur hvor løssneen gjorde det utrolig hårdt at træde spor med pulken efter sig. Til sammenligning er Fjellpulkens Ekspeditionspulk kun 43 cm bred, hvilket alt andet lige må give mindre modstand. Når det så er sagt er formen med den hævede snude virkelig god til at hæve pulken over den værste løse sne. Til sammenligning kan både Fjellpulkens og i særdeleshed parispulkens snude have problemer med at trække snuden op over løs sne. Afstanden mellem mederne på pulken noget større end på Fjellpulken og faktisk så stor at det faktisk ikke passer med bredden mellem skiene når man går. Det gør at man enten er nødt til at gå ”skævt” med en ski i sporet efter en mede og en på ”overfladen” af pulkskrogets spor. Effektivt set betyder det at man hele tiden træder et nyt spor med ene ski der ”falder igennem”. Det er først tredjemanden i en række der får glæde af stabile spor. Bredden har dog også fordele, idet det giver en stor stabilitet og vi har netop oplevet Scandic tour’en som særdeles stabil. Selv når den har pakket højt med relativt højt tyngdepunkt (fx en beddingbag fyldt med stumper) har vi ikke oplevet at den er væltet, selv på traverser. Dette kan ikke siges at være tilfældet med vores Parispulke, der har væltet for et godt ord. Desuden har vi haft problemer med at både Fjellpulken (med lettere slidte meder) og Parispulke med aluvinkler monteret har skredet på traverser. Vi har sågar oplevet at fjellpulken skred ud i et sving med pakket is og trak føreren omkuld. Vægten er angivet til 8.5 kg for pulk og 1700g for trækket men vores badevægt siger omkring 12 kg for begge dele samlet. Man kommer ikke udenom at dette er temmelig meget hvis man blot skal afsted en uges tid (sammenlignet med parispulkens 2.2 kg for pulken alene). Men det skal dog siges at Scandic Tour’en i praksis ikke føles tung at trække så længe føret er godt. Dette er højest sandsynligt takket være de udskiftelige meder som vi er virkelig begejstrede for! De giver utroligt godt glid på pakket sne, men det der virkelig skiller dem fra flokken er deres opbygning i dobbeltprofil der giver en smal flade mod pakket sne, og to kanter på siden der forhindrer at pulken skrider når den synker bare en smule ned i sneen og på traverser. Gennemgående er pulken konstrueret af kvalitetsmaterialer overalt og vi er ikke i tvivl om at det er en pulk der selv ved hårdt brug vil kunne ledsage en igennem livet Acapulkas træk udemærker sig ved at være betydeligt mere transportabelt end Fjellpulkens, idet det kan pakkes sammen til blot 106x13x3 cm hvilket er meget mere håndterbart en Fjellpulkens 2-delte bøjletræk. Man skal dog afsætte lidt tid til at samle trækket ved ankomst og være forberedt med 2 Leathermans eller endnu bedre to passende fastnøgler til at skrue de små bolte sammen. Vi har dog i nogle situationer savnet den eftergivende elastiske kraftoverførsel man har i Fjellpulkens træk og flere af gruppens medlemmer har klaget over den lange vandring i den karabin man hæfter på trækselen. En sidste egenskab vi gerne vil fremhæve er at vores Scandic Tour pulke kan stables inde i hinanden (kan man det med Fjellpulkens?), hvilket gør transporten af dem betydeligt nemmere. Skal man afsted som gruppe er det værd at holde dette i baghovedet da de færrest personbiler kan rumme 2-3 fuldlæssede pulke. Overordnet set kan vi anbefale Scandic Tour pulken fra Acapulka til langtur og generelt opfordre til at man anskaffer sig en ”rigtig” pulk frem for en paris-løsning da disse tilbyder langt bedre glidevne, plads og stabilitet, hvilket vi mener retfærdiggør den noget høje anskaffelsespris og egenvægt.
Hvis man primært tager på ture af en uges varighed vil vi dog anbefale en mindre pulk, da pulkene i så fald fylder mere end behovet for lastekapacitet.
1 Comment
|
Lad os høre fra dig
Vi vil løbende smide lidt nyheder op her på siden omkring vores gøren og laden. Har du et spørgsmål eller kommentar til tur- planlægning eller grej så stil det endelig her, så vil vi svare så godt som muligt. Arkiv
August 2019
Kategorier |