Det er selvfølgeligt godt at have rigeligt med plads når man skal på langtur, men meget af pladsen i denne pulk skyldes bredden på 63 cm hvilket gør den meget tung at slæbe i dyb løssne. Dette fik vi især at mærke på egen krop på den første del af vores Svalbardtur hvor løssneen gjorde det utrolig hårdt at træde spor med pulken efter sig. Til sammenligning er Fjellpulkens Ekspeditionspulk kun 43 cm bred, hvilket alt andet lige må give mindre modstand.  ​

Overordnet set kan vi anbefale Scandic Tour pulken fra Acapulka til langtur og generelt opfordre til at man anskaffer sig en ”rigtig” pulk frem for en paris-løsning da disse tilbyder langt bedre glidevne, plads og stabilitet, hvilket vi mener retfærdiggør den noget høje anskaffelsespris og egenvægt. 
Hvis man primært tager på ture af en uges varighed vil vi dog anbefale en mindre pulk, da pulkene i så fald fylder mere end behovet for lastekapacitet. ​

Mens vi venter på bedre vejr har vi i Frostbidt brugt dagen på grejarbejde, turplanlægning/drømmeri samt lidt arbejde her på hjemmeside. 

På grejsiden har vi fået opdateret bardunerne på vores telte til nogle der er stærkere og reflekterende(!). Desuden har vi arbejdet på ventilationen i teltene da vi længe har savnet muligheden for at ventilere telte i stærk fygesne hvilket selvsagt kan være udfordrende idet man kan vælge mellem sne i teltet udefra eller sne indefra i form af indespærret kondens. Planen er at sætte et meget finmasket mesh (eller luftigt væv stof) materiale i ventilationsåbingerne der vil lade luften passere stort set uhindret gennem uden at sne kan opbygge sig i kanalen i håbet om at dette vil blive rystet af af vindens rusken.

Derudover fik vi talt om Grønlandsplaner, Baffin bay og (forhåbentlig) fremtidige planer samt stykket en turberetning fra vores sidste tur i Marts sammen i Sylarna i Sverige. Den kan findes her. 

Hjemmesiden fik også lige en overhaling og har fået nyt tema. Vi håber i kan lidt det!

Så er hele Team FROSTBIDT tilbage igen og hverdagen er så småt ved at indfinde sig. Der er dog ingen tvivl om at kontrasten mellem turlivet i Arktis og hverdagen herhjemme er stor og den sidste uges tid er gået med langsomt at rejustere tilbage til den civiliserede verden og de sommeragtige temperaturer vi er kommet hjem til!

Det har på alle måder været en fantastisk tur og vi er stadig i gang med at fordøje alle de oplevelser og indtryk vi har gjort os undervejs. Samtidig er vi i gang med sortere de mange tusind billeder vi har taget og få stykket en beretning om vores oplevelser sammen. Det vil naturligvis tage lidt tid før den er på plads så vi håber at i vil væbne jer med tålmodighed i mellemtiden og mon ikke vi lækker lidt småting i den kommende tid.

Vi er alle blevet spurgt utallige gange om hvad i alverden man får tiden til at gå med på sådan en ekspedition når man ikke kæmper sig fremad på ski?! Vi vil derfor gerne dele denne lille godbid af en video med jer da den ret fint viser hvordan vi i Team FROSTBIDT helst fordriver tiden i teltet når vi er afsted på tur!

I går passerede FROSTBIDT kulminen ved Sveagruva og kan melde at der er andre steder på Svalbard der er mere værd et besøg. De forventer at ankomme til Longyearbyen omkring midten af næste uge. Med base i Longyearbyen vil de derefter tage nogle topture i området.

FROSTBIDT melder om hygge, musik, snaps og højt humør i teltet. Isforholdene kombineret med de første dages udfordringer har dog gjort at de har måtte revurdere planerne. De kan simpelthen ikke nå helt til Sørneset på den tilbageværende tid. I stedet planlægger de at gå til Sveagruva og derfra videre til Longyearbyen med topbestigning undervejs.

Dag 5 havde vi whiteout og dårlig sigt det meste af dagen men sluttede med den specielle oplevelse at gå op igennem en sky og lige pludselig have godt vejr ovenover.
Dag 6 havde vi nogle gode stræk hvor vinden kun var 5-10 m/s og der var skyfrit med høj sol. 

Frokost pause, når der er godt vejr og vindsækken ikke skal frem.

Telt hygge på hvile dagen på dag nr. 7. Der var flere af gruppens deltagere der kunne mærke deres knæ efter de to tidligere dages højdemetre og vi mente at det måtte være givet godt ud at restituere set i det store perspektiv. 

Friske drenge klar til en ny dags strabadser.

Dag 9 var dagen det gik galt for Eriks knæ, hvorfor dag 10 også blev en hviledag. Den triste beslutning gjorde at drengene mente at det var på plads med en humør booster i form af en hyggeaften i teltet.

Dag 11 var den sidste dag for Eriks vedkommende. En flot dag og den første med et ordenligt føre. Trods dette kunne han stadig kun holde til 11 km, og det blev dermed bekræftet at det var den rette beslutning at korte turen ned for hans vedkommende.

Lejren om morgenen dag 12, hvor scooter hjælpen var ankommet i løbet af natten.

Sidste billede af drengene inden vores veje skiltes. Held og lykke med turen!

..er der et par stemningsbilleder hvor humøret er højt!

Første morgen efter turen er startet kræver selvfølgelig de obligatoriske "stik fingeren i vandet" dokumentationsbilleder fra nordspidsen.

Efter en skuffende kort første dag vejer lejrens udsigt lidt op for det hele. Nu er vi i gang!

Udsigten oven fra morænen på Dúnerbreen. Det tog os 4 dage at nå hertil mod de planlagte 2. Vi er allerede bagud her i forhold til planen. Dyb sne og tunge, brede pulke giver bare en elendig fremdrift..

Desværre var turen ned over Spitsbergen gjort kort, for en af FROSTBIDT deltagere. Den næste uges tid kommer der til at være et par opslag med lækkerier fra den til Erik stadig var med på turen.
Her er en video fra aftenen hvor beslutningen blev taget.

Meget kan man sige men Frostbidt kan i alle fald finde ud af at holde hyggen trods kedelige situationer.


RED. Grundet lack forsøger vi lige med et andet link:
Desværre går det så noget ud over video kvaliteten.

Denne gang er nyhederne fra Frostbidt desværre mindre gode. Al den nye sne de første tage kombineret med temmelig tunge pulke har ført til en overbelastning af Eriks knæ, og på trods af en bedring i føret, har han ikke været i stand til at gå mere end 10km om dagen. Både for sin egen skyld og ekspeditionen som helhed har han derfor valgt at blive hentet ud på scooter og er nu tilbage i Longyearbyen. Han er selvfølgelig ked af situationen men alle er ved godt mod, og fordelen for bloggens læsere bliver at han har en ordentlig stak billeder med ud

Men derimod en hilsen direkte fra Svalbard. Frostbidt melder at alt går fint. Fremdriften er lidt træg da der ligger en del løs sne som giver modstand. De går på ski otte timer hver dag med en time til frokost midt på dagen og trods den hårde indsats bliver det ikke til mere end 8-13km om dagen. De døjer med småskavanker men humøret er højt!
Under samtalen rapporterede de at det var -20 grader og kraftig blæst udenfor. Inde i teltet er det -15 grader så de ligger i soveposerne og hygger sig mens de venter på at aftensmaden bliver klar. I det hele taget har vejret været temmelig omskifteligt. Alt fra -2 grader til -20 grader. Selv når solen skinner kan der lynhurtigt komme skyer og temperaturen falder. På et tidspunkt gik de i tæt tåge som satte sig som rimfrost på alt. Også på bjørnehegnet som derved blev så tungt at det aktiverede bjørnealarmen og ud af teltet sprang alle mand... Stor lettelse da der ikke var nogen bjørn!

Efter en udskudt start fra Longyearbyen grundet for godt vejr (det vil sige -40 grader og sol) blev Frostbidt torsdag kørt til nordspidsen af Spitsbergen med snescooter med vanter og støvler fulde af håndvarmere. Efter et par korte dage til at finde formen igen øger de nu langsomt dagsetaperne. Fremdriften kan følges her

Der er nu 2 uger (!) til at vi drager afsted på eventyr på Svalbard! Vi glæder os helt vildt!
Da Henrik er kommet hjem fra USA, er hele holdet nu samlet i Danmark og vi havde derfor sørget for at afsætte weekenden til at træne de ting, der krævede alles tilstedeværelse samt til at få syet og sammensat de sidste stykker grej.
Vi modtog fredag en ordentlig omgang frysetørret mad fra Mountain House i UK og som det ses herunder skyndte Erik sig at tage et hurtigt bad i al maden som det nu engang hører sig til på enhver god ekspeditionsblog.

I alt fik vi 220 portioner mad og da det kun dækker vores frokost samt 1/3 af aftenerne, var det et meget håndgribeligt og lidt urovækkende tegn på præcist HVOR lang en tur det er vi begiver os ud på!
Efter at vi havde fordelt al maden imellem os greb Troels og Henrik hver en riffel og brugte et par timer på at skille dem ad ned til sidste bolt, for derefter at rengøre alle delene og smøre dem med en olie der kan klare den hårde frost på Svalbard. En øvelse der gør at vi nu kender vores rifler ned til mindste detalje og potentielt set kan fixe dem, hvis der skulle opstå problemer med dem.

Resten af aften gik med at tale grej og pille ved den satellittelefon Erik i ugens løb havde fremskaffet. Udover telefon har vi også anskaffet os en kraftfuld solcelle, powerbank og et wireless accesspoint, der forhåbentlig gør os i stand til at sende  opdateringer tilbage til fædrelandet om hvordan det går os oppe højt mod nord.
Lørdag mødtes vi usædvanligt tidligt ved Københavns Skyttecenter på Amager hvor vi brugte formiddagen på skydetræning på forskellige afstande. Skydevagten var yderst hjælpsom og gav os vores helt eget baneafsnit, hvor vi kunne træne som det passede os. Det viste sig at det var lige det vi manglede og bagefter var der bred enighed om at vi nu følte os godt klædt på til eventuelt at skulle forsvare os imod en isbjørn.

Som det ses her i videoen blev der i løbet af formiddagen affyret en god mængde skud med nogle ret ømme skuldre til følge!

En af de ting der var rigtigt gode at få trænet var hvordan man hurtigst og sikrest får riflen af ryggen, hvis vi pludselig skulle blive overrasket af en bjørn. Efter lidt diskussion blev vi enige om en metode, der virkede godt for alle samt prøvet det af et par gange. Det ses demonstreret af Troels i videoen herunder:

Resten af dagen blev brugt ved USGs klatretårn hvor vi endnu engang trænede makkerredning, klatring med prussikknuder og rappelling. Vi fik lagt forskellige strategier for hvordan vi skal redde hinanden hvis en af os går i en gletchersprække sammen med en pulk på 90 kg. Og selvom ingen af os har lyst til at komme i den situation (blandt andet fordi letvægts-klatreseler er MEGET ubehagelige at sidde i, i mere end 2 min) føler vi os efterhånden godt klædt på til at skulle håndtere det, hvis vi skulle havne i den situation. Vi siger tak til crossfitterne ved USG for at vi måtte låne deres traktordæk til at redde op af den dertil egnede vindeltrappe!

 Søndagen stod i MYOG'erens tegn! Symaskinen og strygejernene glødede rødt og vi fik omdannet forskellige typer nylon og laminatmaterialer til en lang række ret nørdede stykker grej som alt i alt vil udgøre en betydelig vægtbesparelse på ekspeditionen. Blandt andet fik vi syet teltposer i letvægtsnylon til at opbevare vores telte sammenrullede i ovenpå pulken. Et stykke grej der ikke kan købes og da vi før har brugt relativt kraftige og tunge skitasker til formålet, kan vi nu se frem til en vægtbesparelse på ca 800 gram! Med andre ord - et par timer vel brugt!
Udover sy'eriet blev der lagt GPS spor, sat streamers på pulke, røget flittigt på rejsepiben (nu døbt Iben) og så fik vi bekræftet at Erik KAN ligge komfortabelt i en af vores pulke!

På trods af at det er vådt og gråt i Danmark, er det jo trods alt rigtig vinter længere nordpå og som altid betyder det at FROSTBIDT drager afsted mod vinterfjeldet! Da Erik og Henrik desværre begge er udenlands for tiden, blev det dog et lidt alternativt hold, der tog afsted på tur. En af Jakobs kollegaer, Jonas, ville gerne opleve vinterfjeldet sammen med os og så satte vi ellers kursen mod nord. Målet for turen var først og fremmest at besøge Acapulka i Gvarv for at hente de pulke vi bestilte i sommer, men vi greb selvfølgelig også chancen for at komme afsted på tur, få sne under skiene og få afprøvet nogle nye grejløsninger og -forbedringer vi har arbejdet på siden vores seneste tur. Det er efterhånden sidste chance inden Svalbard... Vi ankom til Gvarv sent ud på natten, og havde tænkt os at sætte teltene op for at sove et par timer udenfor Acapulkas fabrik. Det skabte dog en del forvirring da den oplyste adresse viste sig at være nogle små huse midt ude i en skov?! Vi var nu for trætte til at få det til at give videre mening, så vi smed teltene op og gik til køjs.

Morgen efter blev vi vækket af Acapulkas ejer Alex der fandt det ganske morsomt at vi havde overnattet i hans baghave. Han viste sig at være en rigtig flink fyr og vi brugte et par timer på at sludre med ham samt løse det puslespil som en stationcar, 4 velvoksne ekspeditionspulke, 3 fuldvoksne mænd og deres vintertursgrej nu en gang udgør. Det krævede lidt asen og masen, men i sidste ende lykkedes det at få det hele på plads. Vi var dog alle taknemmelige for at vores turdestination ikke var mere end 2.5 times kørsel derfra, for der var altså ikke meget plads tilovers i bilen!

Vi havde planlagt en 4 dages tur med udgangspunkt i Skinnarbu lidt vest for Rjukan i den Syd-Østlige del af Hardangervidda. Da det var Jonas' først tur afsted i vinterfjeldet, havde vi lagt en ikke alt for ambitiøs rute med dagsetaper af ca. 15 km, hvilket skulle vise sig at være en rigtig god ide! Herunder ses en lidt grov skitse af vores tur:

Efter en uge med høj sol og temperaturer mellem -10 og -15 grader over det meste af Norge lød vejrvarslet nu på intet mindre end gennemført lortevejr(!). Vejrudsigten lovede os en god blanding af plusgrader, nedbør og blæst, men vi kastede os ud i det med højt humør og håbede på det bedste. Der lå en del overvand på Møsvatn og en lokal isfisker gjorde os lidt nervøse ved at advare os om potentielle våger i isen. Men vi klarede os nu over uden problemer. Tilgangen til fjeldet fra Skinnarbu er dejligt jævn, men der lå dyb løssne i det første skovstykke, hvilket gjorde det til en tung fornøjelse og vi blev endnu engang mindet om at træer og pulke ikke er verdens bedste kombination...

Hen mod slutningen af første dag gik det op for Jonas at den 10 år gamle Madshus Voss ski, han havde lånt af Jago til lejligheden, ret overraskende var ved at smide sålen! Efter lidt fælles brainstorming fik vi dog lappet den sammen igen med lidt lim fra et Exped liggeunderlag og en voksen mængde gaffa-tape. Da lim ikke hærder særlig godt i kulden skiftedes vi til at sidde og "ruge" på skien i teltet den aften, hvilket faktiske betød at reparationen holdt resten af turen!

Dagen efter gik turen op på fjeldet og på trods af lidt svingende temperaturer og vejr i almindelighed, havde vi faktisk nogle hæderlige øjeblikke med frost, solskin og godt skiføre, som også kan nydes i videoen herunder:

Vi gik nord langs Langesjåen, hvor vi blev belønnet med en flot udsigt sydover. Og et usædvanligt vindstille vejr fik os til at slå lejr og nyde solnedgangen over søen, mens vi lavede mad udenfor telt. Hvilket er en ganske sjælden begivenhed på vinterfjeld, da det som oftest blæser forfærdeligt og altså fyger med sne! Nyd vejret og de flotte fyre herunder:

Det blæste dog op hen ad aftenen og efter en nat med en hel del vind og lidt ufrivillig læmurs-gravning for Troels' vedkommende, vågnede vi til en spektakulær solopgang toppet af med en smuk omgang snefygning.

Det skulle vise sig at blive en rigtig fin dag med godt skiføre og høj sol. Vi gav den fuld gas op nord-vest om Langesjåen og efter blot 3-4 timers gang mod syd, var vi på vej ned fra fjeldet mod trægrænsen. Vi nød derfor en lang frokost i en dejlig lille solbeskinnet og vindstille gryde i sneen og besluttede os derefter for at kalde det for en dag og i stedet begive os ud i at grave en snehule! Jonas har erfaring med at grave snehuler og havde derfor en masse at lære os andre i denne ædle kunst. Vi gik naivt til opgaven og regnede med at det hurtigt ville være overstået, men det var først efter 6 timers hårdt arbejde at vi sjaskvåde af sved og smeltet sne, kunne kalde hulen for nogenlunde færdig...!

Vi havde en fornøjelig aften i vores hule, som dog blev lidt skæmmet af at Troels af uransagelige årsager tabte aftensmaden på "gulvet". De RET sultne maver måtte derfor nøjes med kogte ris og snacks... Heldigvis var der masser af snacks og hele situationen blev håndteret med overskud og velfortjent hån. Vi blev enige om at retten (som vist nok var noget med kylling og paprika) fremover skal kaldes for "Snehulegryden" - opskriften følger under "Kogebogen".

Dagen efter vågnede vi op til rendyrket skodvejr! 0 grader, slud og kraftig vind gjorde de 10-11 km tilbage til bilen til en MEGET lang tur. Der lå dyb sne længere nede i terrænet og tøvejret gjorde det åndssvagt tungt at trække pulkene fremad. Tøsneen klampede under skiene og fik dem til at føles mere som blyklodser end som ski. Læg dertil en sigtbarhed på 50-60 meter, hård sidevind med slud/regn og du har en perfekt opskrift på en elendig dag i vinterfjeldet! Sådanne dage hører sig jo desværre friluftslivet til og skal man se lyset i al mørket, må det være at det i det mindste er karakteropbyggende(!). Det tog os næsten hele 7 timer at gå de 10-11 km, men da vi kom tilbage til bilen var der bred enighed om at det havde været en super fed dag og alt i alt en meget vellykket tur!

VI er nu efterhånden så langt i vores forberedelser op til turen at vi begynder at kigge nærmere på de små detaljer. Så da det sneede forleden kom vi i tanker om at vi hellere måtte se om vores telte egentlig stadig var intakte, eller om de var blevet spist af musene i kælderen i løbet af sommeren. Til stor morskab for egendommens øvrige beboere, slog vi derfor begge telte op i Jakobs baggård og gennemgik dem for rifter, huller og øvrige fejl og mangler. Der var nu ikke så meget at komme efter, men vi blev til gengæld mindet om nogle af de detaljer ved teltene, som har irriteret os på tidligere ture. Detaljer som egentlig kan forbedres og derfor blev symaskinen fundet frem og Jakob fik lejlighed til at brillere med sine mad symaskine-skills! Således råder vi nu over to særligt customizede ekspeditionstelte af aller fineste karat.

Skulle du dele vores interesse for at optimere dit telt til vinterbrug, kan vi anbefale følgende forbedringer:

• Sæt større handskevenlige stropper i alt du skal betjene med hænderne.
  • Lynlåsskydere
  • Webbingstrammere (så du kan løsne dem igen)
• Sæt en ekstra skyder ind i lynlåsene i døren, så man kan lyne ned oppefra og skabe lidt bedre ventilation når man laver mad i et ellers lukket telt.
• Sæt en ekstra lang kraftig(!) strop i fodenden af yderteltet, så du kan sikre teltet med et sneanker eller en ski, før du slår det op i kraftig vind.
  
• Fjern myggenettet i ventilationsåbningerne i inderteltet (der samler sig fygesne, som kun kan komme ud ved at man lukker det ind i inderteltet). Det er fint at lade øvrigt myggenet sidde, men man kan egentlig godt fjerne det hele. Nej, der er ikke nogen myg om vinteren.

Våbentilladelsen til vores anden riffel lå og ventede da Henrik kom hjem fra USA i slutningen af November. Kanonen blev fluks hentet hos den tidligere ejer og vi tog en tur på skydebanen for at sikre os at vi ved hvilken ende der er den farlige på sådan en fætter... I denne forbindelse kastede vi os over at indskyde begge vores rifler på 100 m. Dette er ikke en helt let opgave når man kun har korn og kærv til rådighed som sigtemidler, men med lidt ihærdighed, en økse og et gammelt søm, lykkedes det os at få begge rifler til at ramme nogenlunde. Sådan da.

Team FROSTBIDT tog en pause fra juletravlhed og ekspeditionsforberedelser i et par timer torsdag aften og mødtes med Erik, som har kontaktet os via vores hjemmeside. Erik er i gang med at udvikle et meget spændende pulk-koncept og ønskede vores input, hvilket vi selvfølgelig indvilgede i. Erik er selv bidt af FROST’en (og er endda også ingeniør!), men er blevet en voksen mand med familie, så hans behov har ændret sig hvad angår udstyr til vintertur. Det gælder også pulk, hvor han ikke længere nødvendigvis har brug for en frygtindgydende stor ekspeditionspulk i eksotiske letvægtsmaterialer (hvilket jo allerede findes på markedet), men nærmere et bredt anvendeligt oppakningssystem, som passer til en mand, der tager familien med på tur. Men altså også en mand som I ny og næ kan snige sig ud I FROST’en med drengene. Så pulken skal kunne lidt af hver!
 
Ideerne og diskussionen fik frit løb og hvad der var planlagt til at være et kort møde udviklede sig pludseligt til en mindre helaftensforestilling, hvor der blev tegnet ingeniør-krusseduller og nørdet alt fra materialer og bøjningsstivhed til ergonomi og turglæde! Vi må nok sige at Erik bestemt er en mand efter vores FROSTBIDTe hjerter

Vi synes Erik har en rigtig god idé og vi har aftalt at fortsætte samarbejdet fremadrettet og hjælper således gladelig Erik ved at dele vores erfaringer og indsigt med ham. Vi er spændte på at se det færdige produkt og vil følge udviklingen her, så stay tuned!

Vi kan dog konstatere at dimensionerne opgivet på Cumulus’ hjemmeside er noget over hvad poserne reelt er. Poserne er ret smalle, specielt i fodenden og kombineret med tykkelsen kan det godt føles lidt klaustrofobisk at lukke den til. Men det er nok bare en tilvænningssag. Find detaljer om poserne på Cumulus' egen side her: Cumulus.pl

Alt i alt er vi begejstrede for poserne og glæder os til at kunne sove i dem et sted hvor der er koldt nok. Jakob har allerede sovet med sin pose som dyne i kampen mod en forkølelse, og kan hilse og sige at de er seriøst varme!

Vi bestilte poserne gennem Backpackinglight.dk og sender en stor tak til Niels for hjælpen med at skaffe poserne hjem.
Backpackinglight.dk fokuserer på det ultralette friluftsliv, og har alt hvad man har brug for i den boldgade. Og så er Niels en super flink fyr. Tag et kig på hans side, og tøv ikke med at tage kontakt til ham hvis du har brug for hjælp.

Team FROSTBIDT har travlt for tiden!
Heldigvis er ikke alle punkterne på dagsorden lige sure at skulle få styr på. Søndag formiddag blev brugt på skydebanen med den ene af vores nyindkøbte rifler. Målet var at få lidt føling med geværet og et indtryk af faciliteterne på banen. 

Eftermiddagen blev brugt på ruteplanlægning, hvilket vi kan hilse og sige kan være lidt af en udfordring, når man skal jonglere ​17 kort for at dække distancen.

”Hvorfor i alverden ligger du i en mørk og våd skovbund og laver mavebøjninger? Og hvilket slags menneske rager alene rundt i en skov med 2 dæk på slæb?!?” Disse tanker med flere slår mig forleden da jeg har brugt endnu en grå og våd november aften i Rudeskov som for tiden ikke ligefrem myldrer med liv. Men svaret kommer hurtigt til mig: det gør folk, der er bidt af FROSTEN!

Der er for tiden fuld fart på forberedelserne og vi kan vist i Team FROSTBIDT ikke undsige os en hvis grad af ekspeditionsfeber. Det er den slags syge, der gør at man glæder sig over det våde efterår hvor de faldne blade gør dækkene ENDNU tungere, hvilket selvsagt er en god ting da det bider ekstra godt i lårene!

Udover hverdagstræningen er der så småt ved at komme styr på en række andre punkter af ekspeditions dagsorden. Vi har fået arrangeret transport til start (nordspidsen) og slutpunktet (sydspidsen) af vores ekspedition, vi har fået anskaffet os rifler til forsvar mod bjørne og sidst men ikke mindst har vi fået anskaffet os turkort (1:100,000) over hele Spitsbergen. Så nu starter der en lang og fornøjelig proces med at finde den mest optimale rute gennem Spitsbergens mange og desværre ret sprækkede gletschere!  Ca 90% af ruten kommer til at foregå på forskellige gletschere så der skal nok blive rig mulighed for at få brugt vores gletcher egenskaber!

Det er efterårsjævndøgn og dermed er vinteren er på vej. Alene det er nok til at få det til at gibbe utålmodigt i en hver FROSTBIDT krop, men vi i Teamet er også helt oppe at ringe over at der NU KUN ER ET HALVT ÅR til at vi står spændt for vores pulke, klar til at kaste os ud i vores eventyr på Svalbard.

Midt i august var vi i den, for tiden usædvanlige situation, at vi alle fire var i landet samtidig. Det udnyttede vi til en produktiv aften med afdækning af hvad der skal til for at komme videre, uddelegering af opgaver, fastlægning af deadlines mm. Det betyder at vi siden sidste indlæg har:

• Taget hul på bureaukratiet med at få vores tur godkendt hos Sysselmanden på Svalbard (øverste myndighed deroppe). Det betyder ruteplanlægning, at undersøge SAR-forsikring, finde sikkerhedsudstyr mm.

• Startet processen med at købe to brugte Parker Hale rifler kal. 30.06, så vi kan tage våben med vi er vant til at håndtere (og forhåbentlig alle kan ramme med),

• Snakket med de lokale hundeudlejere og udbydere af bjørnehegn og transport i terrænet.

Vi har desuden haft en aften med udveksling af røverhistorier og erfaringer med Rikki fra  Drømmenlever.nu. Rikki har gang i et fedt koncept med Drømmenlever.nu og vi har planer om et fremadrettet samarbejde, men mere om det på et senere tidspunkt.
Med andre ord tager turen form og vores tanker kredser i stigende grad om frost og vinter. Her er et billede fra vores tur til Hardangervidda i '12 lidt at komme i den rette FROSTBIDT-stemning til:

Nogle gange kan selv en garvet FROSTBIDT mand drømme om varmen når efterårsvejret rusker udenfor eller frosten bider.

Mangler man et sted at sende tankerne om varme hen, opfordrer vi til at man slår et smut forbi de gæve drenge i RIDE TO EDUCATIONs side for at se hvor langt de er nået på deres tur.

Drengene cykler hele vejen fra Danmark til Gambia!

Som om 8000km i sadlen ikke var nok, samler de undervejs ind til opførelsen af et uddannelsescenter i Sifoe, Gambia i samarbejde med Børn Uden Grænser, og hjælper efterfølgende med opførelsen. Centeret skal ruste de lokale unge til et virksomt arbejdsliv og give dem bedre muligheder end tidligere generationer har haft.


Tag et kig på deres side og endnu bedre: giv dem et bidrag til uddannelsescentret! Drengene kan også findes på Facebook.

Team FROSTBIDT tager hatten af for drengenes kraftpræstation og det samfundsmæssige bidrag i projektet. Vi er tossede med alle former for vilde projekter og ønsker drengene medvind og sender kølige tanker i deres retning. De får brug for dem undervejs!

Vi har netop bekræftet at Acapulka kan sætte gang i produktionen af de fire pulke, der skal blive vores sneglehus på turen over Spitsbergen (og forhåbentlig mange andre ture sidenhen). Vi har valgt modellen Scandic Tour 170 med nogle små forbedringer jf. vores ønsker.
Vi er helt oppe og køre over at vi nu har taget dette meget konkrete skridt imod ekspeditionen. Efter at have snakket om turen i flere år føles det lige pludselig meget reelt. Nu er vi på vej!

Så Team Frostbidt drømmer om sne og bjerge...! Her er lidt til øjnene:

Team FROSTBIDT kan godt lide reflekser! Men der er faktisk også en mening med galskaben:

'Refleksvesten får deg til å lyse på mange kilometers avstand'

Her er lidt billeder fra den sidste tids forberedelser.